De danske foreninger
I det tyvende århundrede blev der stiftet flere foreninger, som havde dansk eller skandinavisk kultur som udgangspunkt. De fleste var hjemmehørende i Reykjavík. Det gælder fx Det danske Selskab, Dannebrog, Dansk kvindeklub og Skandinavisk Boldklub. I Akureyri fandtes der også klubben Dannevang eller Den danske klub, som den blev kaldt. Langt de fleste af medlemmerne var danske, men foreningerne var dog åbne for islændinge. Kun Dansk kvindeklub er stadivæk aktiv.
De danske foreninger arrangerede udflugter, stod for filmaftner, andespil og forelæsninger. Foreningerne var kendt for deres fester. De kunne finde sted i form af en middag med dans, fejring af mærkedage, juletræsfester eller fastelavnsfester for børnefamilier. Omkring jul stod foreningerne for julefrokoster og julefester, hvor dansk juleskik og danske madtraditioner stod centralt. Festerne gav danskerne en kærkommen lejlighed til at mødes og nyde samvær under velkendte og afslappede former. Her kunne man tale dansk og dyrke dansk kultur og skikke på forskellig vis. Oplysningerne her og i de øvrige afsnit om de danske foreninger baseres især på Christina Folke Ax´artikel „Dansk kultur i en islandsk kontekst“ i bogen Gullfoss. Mødet mellem dansk og islandsk kultur i 1900-tallet.